Pressemeddelelse

Sproganalyse godkendt som bevismateriale i den danske Familieretsdomstol 

Viborg Familieret har som den første danske domstol godkendt REACTs arbejde og dermed også sproganalyse som bevismateriale for manipulerende og kontrollerende adfærd. Bevismaterialet blev direkte årsag til, at Familieretten gik imod deres egen tidligere afgørelse i en tvangsudleveringssag af en 11-årig selvmordstruet dreng.

REACT har igennem 2023 arbejdet for at motivere de danske myndigheder til at anerkende og anvende sproganalyse, når de skal kortlægge mønster og forsæt i sager om vold i en nær relation. Det er fordi, myndighederne endnu ikke har knækket koden til bevisførelse i straffesager om psykisk vold.

I REACTs samarbejde med deres klienter omkring politianmeldelser af vold og forsvar i samværssager har de mødt en kollektiv holdning blandt særligt familieretsadvokaterne; at Familieretten på ingen måde vil høre om vold, som ikke allerede er dømt strafbart af politiet. Dermed afviser de også konsekvent at indlevere nogen som helst form for dokumentation for et voldeligt mønster og forsæt, som forsvar for hvorfor deres klient ikke kan eller ønsker at indgå i et tæt forældresamarbejde med deres tidligere partner. 

Katja Michaelsen, grundlægger af REACT udtaler: Jeg synes det er katastrofalt at de fleste ofre for vold i en nær relation nærmest får mundkurv på af deres advokater i Familieretten. Jeg har indtil nu kun set eksempler på at advokaterne rådgiver deres klienter til at sige det modsatte af det, de i virkeligheden mener og allerede har råbt højt om og forsøgt at dokumentere hos kommunernes familieafdelinger. Det udløser åbenlyst kun forvirring hos dommeren, at den voldsudsatte opfordres af egen repræsentation til principielt at levere modstridende oplysninger og man må rejse et alvorligt spørgsmål om, hvem det tjener bedst?

Men fredag den 9. februar 2024 indsendte en familieretsadvokat REACTs arbejde til Familieretten i Viborg i forbindelse med en tvangsudleveringssag omkring en 11-årig dreng, som politiet skulle fjerne ved fysisk tvang den efterfølgende mandag morgen. REACT samarbejdede med drengens far, hvis hjem drengen ikke ønskede at forlade. Resultatet blev at dommeren, den børnesagkyndige, psykologen og politiet som var til stede på klientens adresse alle sammen forstod, anerkendte og åbent diskuterede argumentationen for det voldelige mønster og forsæt dokumenteret hos modparten, belyst i deres egne sagsakter. De besluttede sig under retsmødet på adressen for alligevel ikke at gennemføre den planlagte tvangsudlevering.

Katja Michaelsen uddyber: Vi er først og fremmest super lettede på vores klient og hans søns vegne og er samtidig enormt stolte over at have kommet i mål på en kæmpe milepæl. Vi har bevist, at en dansk domstol gerne godkender bevismateriale baseret på sproganalyse, for at bringe objektiviteten tilbage i de samværssager, hvor der er gensidige anklager om vold. Både vores klient og hans søn har udtalt, at de for første gang i 4 år føler sig hørt af myndighederne og har fundet håbet tilbage. 

REACT har assisteret i flere politianmeldelser som pt. efterforskes og har også påvirket flere sager i Familieretshuset til deres klients fordel, når de har været anklaget for den vold, de selv udsættes for i skjul af deres tidligere partner. FN mener, at 40% af verdens befolkning vil blive udsat for vold i en nær relation i løbet af deres levetid, hvilket gør psykisk vold til en global epidemi. Vestlige lande lovgiver derfor på stribe imod psykisk vold, Danmark gjorde det i 2019, men på trods af over 1000 anmeldelser er under 25 mennesker blevet dømt. Dette skyldes manglende bevisførelse.

REACT er startet i 2023 og er grundlagt af en dansk familie bosat i Sverige. REACT har klienter i Danmark, Sverige og USA.

For mere information kontakt:

Katja Michaelsen

Client Director

+46 (0) 7373 66522

contact@reactanalysis.org

Next
Next

Pressemeddelelse